Tusind ting at tænke på

Plejede jeg ikke at være et rimeligt selvsikkert individ? Der var noget med, at jeg engang stolede på mine instinkter, og var pænt overbevist om, at jeg 9 ud af 10 gange foretager de rigtige valg. Sådan er det ikke længere. Det er nok nærmere omvendt. Jeg er i tvivl om alt. Spiser/sover/skider han for meget/for lidt? Gør jeg dit og dat på den rigtige måde? Skal jeg tage ham op? Skal jeg lade ham være? Har han spist for længe? Er han stadig sulten? Tisser han nok? Og så videre og så videre og så videre.
Dét tærer på energien, men bekymringerne bliver da lidt mindre for hver dag der går.

Tænk...

så hørte man lige sig selv: "Neeej, hvor flot", fordi ungen prutter.

En bekymret mors bekendelser

Nogen gange må man krybe til korset, se sig selv i øjnene og indrømme at man måske overreagerer. Eller sådan har jeg det i hvert fald. Men denne gang er jeg i tvivl. Vores lille Kristoffer har en ret stor risiko for at udvikle allergi og derfor vil jeg jo gerne passe ekstra godt på ham, ved at eliminere så mange af de faktorer, der spiller ind, som muligt: "Undgå cigaretrøg og parfume" og "barnet må ikke udsættes for pelsdyr det første år" (fantastisk formulering!)
Det resulterede i, at jeg den anden dag sendte en mail til et par veninder om, at de gerne måtte lade være med, at tage parfume på den dag de kommer og besøger os. Og så er det jeg bliver i tvivl. Er det simpelthen bare for meget? Jeg er ikke i tvivl om, at mine veninder godt kan tage det, men helt ærligt. Er jeg virkelig blevet sådan en -eller rettere sagt, vil jeg virkelig være sådan en, der forsøger at rette på andre menneskers adfærd? En ting er at sige til folk, at de ikke må ryge i ens hjem, eller at de skal lade deres kat blive hjemme (ikke at jeg kender nogen der ville tage den med... håber jeg!) Men på en eller anden måde krydser det her -i mit hoved i hvert fald -over, og svarer lidt til, at jeg forlanger, at folk skal tage blå trøjer på, for det står bedre til tapetet.
Men på den anden side er det jo min lille engels helbred det drejer sig om, og jeg ved, at kom der en ind, der osede af parfume, ville vedkomne nok ikke få lov til at sidde med ham ret længe, før han lige pludselig skulle skiftes eller mades.
Jeg trøster mig med at det vidst er helt naturligt at være overbeskyttende og at jeg nok bare skal nyde det så længe det varer.

Mors lille charmetrold -En gæstebog

Her kan I sende os hyggelige hilsener. Det kan vi godt lide :o)

Bivirkninger

Kropsvæsker; Lige pludselig og uden advarsel løber det fra mine bryster eller mine øjne. Man kan være pænt sikker på, at enten det ene eller det andet par springer læk konstant. Brysterne som regel lige når jeg har været i bad, når Kristoffer græder, grynter eller spiser ved det andet. Eller bare savler der hvor han er igang. Endnu en bivirkning; huset er nu fyldt med halvvåde stofbleer og plettet tøj, sengetøj og møbler.
Øjnene følger mine tilsyneladende helt normale hormonbetingede humørsvingninger. Det ene øjeblik bliver jeg bundulykkelig, fordi jeg er sikker på, at jeg ikke kan tage mig af mit barn. Det næste græder jeg, fordi det er så fantastisk, at jeg er i stand til at give ham mad og trøste ham når han er ked af det. Fem minutter senere er det så fordi staklen har luft i maven og fordi han græder, og jeg ikke kan hjælpe ham. Og så også lige en tudetur, bare fordi han ser så sød ud.

Blufærdighed gone bye-bye

Før fødslen tænkte jeg meget over, om jeg nogensinde ville kunne finde på at sidde og amme foran fremmede, sådan som man nu engang tit ser småbørnsmødre gøre. Og det må jeg indrømme, at jeg havde svært ved at forestille mig. Men når der efter ikke engang 24 timer på fødegangen, havde været fire forskellige sygeplejersker forbi for at hjælpe gang i amningen, og de alle havde sagt "Har du noget imod at jeg liige..." for så ellers at fatte et ordentligt tag om brystet og presse juniors hoved mod det i en form for brydergreb, ja så er der sgu blevet rykket lidt rundt på min opfattelse af privatsfæren. Men jeg satser altså ikke på at blive en af dem der bare flasher løs. Jeg tror jeg vil foretrække at dække lidt af, om ikke andet for alle andres skyld :o)

Hospitalet tur/retur -Del 1

Kristoffer er en stædig ung mand. Han havde bestemt sig for, at det der med hvad de voksne siger, det er han da ligeglad med. Så d. 15. april finder vi ud af at han skal tages med kejsersnit; han ligger forkert i maven med numsen ned og hovedet op. Lægen prøver at vende ham, men opgiver hurtigt og istedet får vi at vide at vi skal have et barn halvanden uge efter.
Det var mærkeligt. Nu har vi gået så længe og forventet noget uforventeligt, pludseligt og uforudsigeligt. En viden om at en eller anden nat ville man formodentligt vågne op med veer og skulle afsted til hospitalet. Nu havde vi noget væsentligt mere konkret: "Hvad siger I til næste mandag?"
D. 21/4 tager vi afsted til Hvidovre med sommerfugle i maven og højt humør. Solen skinner og på trods af, at vi ved, at lige om lidt er der altså nogen der skal skære i min mave, er vi bare glade. Efter ankomst afgør en ekstra scanning at den unge mand stadig ikke har vendt sig, så alt forløber efter planen.
En anæstesilæge lægger en rygmarvsbedøvelse (kan ikke anbefales... eller det er nok værre uden, men av!) og snart kan jeg ikke mærke andet end en sær snurren i mine ben. Kirurgerne river og slider i min krop, og alle berøringer kan mærkes -det gør bare ikke ondt. Det må jeg nok sige, er en ret mærkelig fornemmelse.
Klokken 14.42 bliver Kristoffer så født og sjældent har jeg set så surt et fjæs. Men på trods af skrig og skrål, så kan det slet ikke beskrives hvor fantastisk det der lille underligt-farvede væsen var fra første blik.
2 timer på opvågningsgangen og så fik vi ellers lov til at være på vores egen stue. Alene med vores eget barn. Det var skønt. Kudos til personalet -jeg er dybt fascineret af, at man kan have så meget omsorg at give af hver dag. De var der bare hele tiden med respekt og forståelse for alle vores små usikkerheder. De må gerne få mere i løn for min skyld...

Hospitalet tur/retur -Del 2

Det er helt ubeskriveligt. Efter to dage på hospitalet forlader vi fødegangen og går ned i bilen. Med et barn. Den er god nok. Han er vores -vi må godt tage ham med hjem. Aldrig har jeg set Jacob køre så forsigtigt og være så påpasselig i trafikken. Det var en hård tur. Men hvor var det dog fantastisk at træde ind i lejligheden og så være hjemme. Med ham. Han er jo nok som babyer er flest. Han sover, skider, spiser og græder. Men det hele er blevet så pokkers fascinerende og jeg kan bare ikke få nok af at kigge på ham. Eller jo. Klokken halv fem i nat, da han stadig bare græd og græd og jeg ikke kunne finde ud af hvorfor, der måtte Jacob tage over. Men det er jo også så nyt det hele. Vi glemmer at sove når vi har muligheden for det. Det er jo meget sjovere at lave en blog f.eks...